Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Temaer
  3. Seniorer på arbejdspladsen
  4. Seniorstrategi, seniorpolitik, seniorsamtale
  5. Seniorsamtaler

Bliv klar til seniorsamtalen

Erfaringer viser, at seniorsamtaler kan være med til at fastholde seniorer i virksomheden. Det handler om at skabe et forum for forventningsafstemning og anerkende, hvordan forskellige livsfaser kalder på forskellige rammer. 

Det er helt essentielt at tale åbent og ærligt om mål og formål med seniorsamtalen for at sikre tryghed hos medarbejdere. Nyere forskning på området viser, at de fleste seniorer meget gerne vil arbejde og blive på arbejdsmarkedet længere end den alder, hvor de er berettiget til folkepension, hvis de trives, føler sig værdsat og oplever fleksibilitet på arbejdspladsen.

Seniorsamtalen er i nogle virksomheder formaliseret som en særlig seniorsamtale, mens den i andre indgår i en årlig MUS-samtale.

Cabi anbefaler, at I, uanset hvilken af disse modeller I vælger, er opmærksomme på:

  1. Tydeligt at kommunikere til alle medarbejdere, at I har taget aktivt stilling til, hvordan I håndterer seniorers trivsel
  2. At mulighederne er tilgængelige for alle medarbejdere, der har nået en vis alder.

Hvilke medarbejdere skal indkaldes til seniorsamtale?

Hvornår seniorsamtalen skal gennemføres er forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Start med at fastlægge i jeres seniorstrategi, hvornår man betragtes som senior i jeres virksomhed.

Det er vigtigt, at medarbejderen er orienteret om, at seniorsamtale handler om, at I ønsker en målrettet dialog om den daglige trivsel i arbejdslivets sidste fase, uanset hvor mange år den måtte forløbe over. Nogle medarbejdere kan nemlig frygte, at det er en afviklingssamtale – altså en frygt for, at I nu skal tale om, hvordan I kommer af med medarbejderen.

Derfor er det væsentligt, at jeres seniorstrategi og -politik er kendt for alle ledere, medarbejdere og samarbejdsfora (SU, AMO, TRIO udvalg m.m.), og at jeres politikker kommunikeres tydeligt i forbindelse med ansættelser og eventuelle employer branding-aktiviteter.

VÆRKTØJ

Skabelon: Forberedelse til seniorsamtalen

Som ved alle andre trivselssamtaler er en grundig forberedelse vigtig. Som inspiration har Cabi lavet en skabelon, som I kan videreudvikle og tilpasse til jeres virksomhed.

Download skabelonen gratis og:

  • Sæt struktur på samtalen
  • Få tips til forberedelsen
  • Få forslag til konkrete spørgsmål.

Find mere materiale om seniorsamtalen

Seniorsamtalens forløb

Du kan med fordel bruge nedenstående råd til forberedelse af samtalen, opmærksomhedspunkter under samtalen og forslag til relevante temaer, der kan hjælpe til at strukturere samtalen.

Inden samtalen

Det er vigtigt, at det dig som leder, der tager initiativet til samtalen. Rollen som senior på arbejdslivet kan være svær at tage hul på for nogle medarbejdere.

Forbered dig grundigt på, hvad der findes af muligheder i virksomheden. Husk også, at medarbejderen har brug for at forberede sig. Del fx virksomhedens seniorpolitik/livfasepolitik med en opfordring til at overveje muligheder, ønsker og eventuelle spørgsmål.

Selve samtalen

Det er vigtigt, at medarbejderen føler sig set og hørt.

Forbered en tydelig rammesætning og indledning. Fortæl, at samtalen handler om, at virksomheden gerne vil beholde medarbejderen længst muligt, og derfor er interesseret i medarbejderens trivsel, motivation til at blive og behov for forandringer.

I kan med fordel strukturere samtalen efter de fire nedenstående temaer med tilhørende spørgsmål.

Opfølgning

Vær opmærksom på, at forudsætningerne og medarbejderens behov kan forandre sig løbende, så der fx må ”skrues op” eller ”skrues ned” for arbejdstid og/eller ansvar.

På nogle samtaler aftales ikke nye tiltag, men det er vigtigt, at seniorsamtaler alligevel skal gentages løbende fx årligt for at støtte trivslen.

Fire temaer til seniorsamtalen

1: Det faglige

Forslag til spørgsmål om det faglige arbejdsmiljø

  • Hvad skaber din arbejdsglæde?
  • Hvordan holder vi indholdet i dit arbejde spændende og udfordrende?
  • Hvilken motivation driver dig til at udnytte dine ressourcer mest effektivt og tilfredsstillende?
  • Har du brug for særlig opkvalificering for at udvikle dig fagligt?
2: Det sociale

Forslag til spørgsmål om det sociale arbejdsmiljø

  • Hvordan trives du med dine kolleger?
  • Hvordan oplever du samarbejdet på tværs af generationerne?
3: Arbejdets tilrettelæggelse

Forslag til spørgsmål om arbejdets tilrettelæggelse

  • Har du de rette opgaver, eller skal vi kigge på ændringer?
  • Har du særlige ønsker til din arbejdstid?
    Er der brug for fleksibilitet?
  • Hvad er dine styrker og udviklingsbehov i forhold til fremtidigt jobindhold?
4: Om fremtiden

Forslag til spørgsmål om medarbejderens fremtid på arbejdspladsen

  • Hvordan kunne du tænke dig, at de kommende år i virksomheden skal se ud for dig?
  • Hvilke udfordringer ser du?
  • Hvilke muligheder ser du?
  • Hvor længe kan vi holde på dig? Hvad skal der til?

VIDEN OG BAGGRUND

Seniorpolitik

At have en politik for, hvilke rammer og muligheder, I som virksomhed tilbyder seniormedarbejdere er et godt redskab til at fastholde de erfarne, ældre medarbejdere. Om seniorpolitik

Seniorerne vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet

Der er flere og flere seniormedarbejdere på de danske arbejdspladser. Men det er meget individuelt, hvor længe man ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Bliv klogere her

CASE

Arriva: Pension behøver ikke være en enten-eller beslutning

Det er ikke alle, der synes, at jobbet som buschauffør lyder attraktivt. Arriva Danmark har løst deres rekrutteringsudfordringer ved at fastholde de ældre medarbejdere – med stor succes og mangfoldighed som resultat. Læs case

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Helle Winding

Trivsel | Sygefravær | Lederudvikling | Forretningsudvikling | Seniorer | Organisationsforandring | Coaching | Procesforløb | Facilitering
Tilgå Helle Winding på LinkedIn